Sophienborg.dk   |   Oversigt   |   Login   |   Kontakt   
SKOLE SFO KLUB UNGDOMSKLUB (UK)
 
 



 

 

Forside > Om skolen > Virksomhedsplan  

Virksomhedsplan 2011-12

Sophienborg

Her mødes områdets borgere på tværs af social og kulturel baggrund.
Sophienborg har en vision om at være mangfoldig, at satse på børns og borgeres optimale muligheder for uddannelse og dannelse – Sophienborgs vision er at repræsentere humanistiske værdier, medborgerskab, lige værdighed, og at danne elever som har ansvar og solidaritet og som mestrer dialogisk udveksling og forståelse.

På Sophienborg går trivsel og faglighed hånd i hånd og integration er en selvfølgelighed, hvilket betyder at alle professionelle har som ansvar at skabe samvær og undervisning som er nonmarginaliserende

Historie Læsning og Læsevejleder
Mening Cooperative Learning
Kommunikation Skolestart
Fælles Børn Fælles Ansvar (FBFA) Specialundervisning
LP-modellen To-sprogsundervisning
Videnscenter IT
Sundhed Elevplaner/evalueringskultur
Udeskole Fælles mål
Skolebestyrelsen Skolekoncert/kor
Personalet Elevrådet
Skole - SFO Årsplaner
Kvalitetsrapport Udvalgte fokus– og indsatsområder

 

SOPHIENBORGSKOLEN SER BØRNENES MULIGHEDER SOM DET VÆSENTLIGE
SOPHIENBORGSKOLEN STRÆBER EFTER LIVSDUELIGHED, ROBUSTHED, GÅ-PÅ-MOD, GODT HUMØR OG HØJT SELVVÆRD.


Det betyder at vi på skolen arbejder med:

  • at opbygge værdier, normer og viden.
  • at høj faglighed, kreativitet og trivsel skal være et kendetegn for alle klasser og fag på Sophienborgskolen.
  • at børn skal opleve, udfordres, eksperimentere og have tid til fordybelse og erkendelse.

Skolen lægger vægt på et forpligtende samarbejde med forældrene og tror på at skole og hjem hver for sig vil hver enkelt elev det bedste, men ved at være fælles om målet vil hvert barn nå længst.

Alle elever og voksne passer på hinanden og tager hensyn til hinanden.
Alle elever og voksne taler ordentligt til hinanden.
Alle elever og voksne behandler skolens ting ordentligt.

Skolen vægter fællesskabet – og at begå sig i fællesskabet. Vi arbejder aktivt på at inkludere elever i fællesskabet og har som mål at modstræbe marginalisering.


 

Historie (til top)
Sophienborgskolen åbnede den 10. august 2006 for 116 elever med 9,6 lærere, en skolesekretær, en skoleleder og en viceskoleleder.
Til de 7, 6 opslåede lærer- bh.kl. lederstillinger fik skolen ansøgninger fra 55 kvalificerede ansøgere.
Skolens SFO åbnede med ’tidlig indskrivning’ af 36 børn 15. maj 2006.
 I august 2010 forventer vi at være små 30 medarbejdere, en serviceassistent, en sekretær, en skoleleder og en viceskoleleder og 25 lærere. Servicelederen er ikke længere ansat på skolen, men hører stadig tæt med i vores hverdag.

Skolen er en 2 – sporet skole med ’vokseværk’. Skolen har de sidste skoleår oplevet en stor søgning fra andre distrikter. August 2010 forventer vi at runde 330 elever, når vi modtager vores mange nye elever på 0- årgang og med vores ældste elever, der nu rykker op på 7. årgang.

Sophienborgskolen flyttede efter en del forsinkelse ind på Sophienborg Gods den 22. oktober 2007. Dagen blev markeret med et storstilet arrangement som var kommet i stand i et nært samarbejde mellem skolens ledelse, personalet og skolebestyrelsen. Dagen var et tilløbsstykke og forældrene bidrog til et – kæmpe Sophienborg kagebord, med husorkester og med at gøre de 200 balloner klar til at sende op.

Herefter fulgte en krævende tid, hvor håndværkerne lige skulle ordne det sidste, og elever og lærere skulle finde ud af kulturen et nyt sted. 150 flyttekasser skulle pakkes ud og på plads. Skolens personale fik endnu engang brug for mottoet:
At gøre tingene og knokle på trods af – og ikke lade være på grund af!
Lige fra starten har dette motto været gældende – Hele tiden har der været fokus på muligheder! Skolens personale har vist sig helt unikt i den forbindelse.
Pionerånden har blomstret. Personalet har i stor udstrækning bidraget til at udvikle løsninger og muligheder som har været til gavn for både det kollegiale og eleverne. Sophienborgskolen er fortsat en arbejdsplads med god trivsel og med sans for kvalitet og udfordring.

Primo 2009 tog borgmester Kirsten Jensen første spadestik til den bygning som er kommet til at rumme 4. og 5. Klasse + undervisningslokaler til billedkunst, natur – teknik, håndværk og design (sløjd + håndarbejde). Bygningen blev indviet 16. april 2010.

I foråret 2010 påbegyndes skolens overbygningslokaler med tilhørende faglokaler
Skoleåret 2010/11 var præget af hektisk aktivitet på Sophienborgskolen. I perioden 1. september til 1. maj indskrev skolen 70 ekstra elever. Dette betød høje klassekvotienter – og dette skulle vise sig at blive særdeles afgørende i den afgørende fase, hvor skolebestyrelsen kæmpede for at Sophienborg fortsat skulle være en selvstændig skole. I dette skoleår indgår Sophienborgskolen kontrakt med LP og fredag morgen bruges til møder. 2 gange om måneden mødes pædagoger og lærere i LP – grupper og laver planer for aktuelle udfordringer. I slutningen af skoleåret 2010 – 11 kom resultatet af den store kortlægning af trivsel i LP regi, der omhandler alle elever fra 4. -7. klasse. Skolen fik nogle pejlemærker for, hvor man kan arbejde videre. Samlet set klarede skolen sig på alle områder bedre end det nationale gennemsnit.

Også skoleåret 2011 /12 kommer til at stå i byggeriets tegn. Overbygningen er forsinket – og derfor har skolen fået opsat pavilloner til 7. og 8. klasse. 6. klasse er flyttet ind i det gamle Hovedhus, Skolen rummer nu tæt på 440 elever. Imens alle venter med forventningens glæde, overlever vi ved at opfinde og udnytte kreative og fleksible løsninger som et fantastisk personale til stadighed er en del af, men som også vi må takke flere af vores naboskoler for at hjælpe os med. Men med det stigende antal elever stiger også antallet af de elever, der hver uge må fragtes til idræt andre steder. Da vi alligevel skal ud og fragte børn i busser har skolen besluttet at genindføre svømning i 4. klasse i vinterperioden.

Skolebestyrelsen har i august måned indrykket læserbrev i lokalaviserne for at sætte fokus på Sophienborgs mangel på en idrætshal.
Skolen har venteliste på alle klassetrin 0 – 6. klasse. Pædagogisk vil ledelsen holde fokus på at få de mange forholdsvis nye elever integreret i en sund kultur og ikke mindst bruge energi på i samarbejde med dygtige medarbejdere at skabe en succesfuld overbygning, hvor trivsel & faglighed, dannelse & livsduelighed fortsat går hånd i hånd.

I pædagogisk udvalg er det via ledelsen besluttet, at alle LP – grupper skal på en ’kulturrejse’ en fredag, hvor man besøger en skole og får inspiration til den fortsatte udvikling af Sophienborg.

Hovedhusets projektering er i gang og i det spæde 2012 går selve arbejdet i gang med at omdanne det gamle hovedhus til kontor, personalerum, mødelokaler mm. Det ser både ledelse, medarbejdere og eksterne samarbejdsparterne meget frem til.

 


Mening
(til top)
Undervisning, læring, møder, samarbejde: Det skal alt sammen give mening.
Meningen med skolen er først og fremmest at hver elev tilegner sig så meget viden og megen lyst til at lære som muligt.

Meningen er også at det er en arbejdsplads som giver udfordring, og skaber mulighed for både faglig og personlig udvikling for alle medarbejdere.
Forældrene skal kunne se meningen i det der foregår for deres børn, derfor skal lærere og ledelse være opmærksomme på at kommunikere meningen til forældre og lokalliv.

For at skolen kan give optimal mening for barnet er det vigtigt at forældrene bakker op om eget barns skolegang, men også om fællesskabet og kammeratskabet.
Meningen er at skolens personale og elever er resursebevidste, hvad enten det gælder om at værne om materialer, passe på miljøet eller at være bevidst om udnyttelse af 2 – lærerordninger.

 


Kommunikation
(til top)
Skole, SFO og Klub kommunikerer alle under www.sophienborg.dk
Alle klasser har adgang til elev/ forældreintra. Ved henvendelse til en lærer via Intra kan man forvente et svar senest 3 dage efter beskeden er modtaget. Henvendelser af mere alvorlige karakterer vil dog blive besvaret så hurtigt som muligt. I disse tilfælde anbefales det at kontakte den pågældende lærer personligt på skolen eller ringe til skolen.
Læreren udsender information samt evt. krævede aktioner vedr. klassen/barnet via forældreintra. Derudover har lærerne til ansvar at besvare henvendelser fra forældre i et ”normalt” omfang. Dvs. kun ved evt. spørgsmål, problemer eller tvivlstilfælde. Ved specielle tilfælde hvor behovet for kommunikation mellem lærer og forældre af forskellige årsager er større, kan dette aftales mellem parter.
Omfang af information samt formidlingsformen er op til de enkelte lærer at beslutte. Dette kan selvfølgelig diskuteres til forældremøder om nødvendigt.
Lærere, der ønsker det kan udlevere deres private tlf. nummer. Forældre kan naturligvis ringe til skolen i åbningstiden.

 


Fælles Børn Fælles Ansvar (FBFA)
(til top)
Fælles Børn Fælles Ansvar (FBFA)er navnet på Hillerød kommunes børne – ungepolitik. Det overordnede sigte er at være forebyggende i form af tidlig indsats.
FBFA har et krav til dokumentation og skriftliggørelse og det betyder, at pædagoger og lærere ofte bruger såkaldte samarbejdspapirer i deres skole – hjemkontakt.

På skolen kommer politikken bl.a. til udtryk i et tæt tværfagligt samarbejde med skolens sundhedsplejerske, PPR psykolog, tale – hørepædagog og familierådgivere.
Fagpersonerne arbejder både superviserende i forhold til forældre og pædagogisk personale og i forbindelse med elever, der indstilles til undersøgelse.

 


LP-modellen
(til top)
LP-modellen er en pædagogisk analysemodel, der anvendes som et praktisk værktøj til udvikling og forbedring af skolers læringsmiljø, og som viser sig at kunne give ganske gode resultater. Skolernes arbejde med LP-modellen følges af en forskergruppe og resultaterne af denne forskning bliver løbende formidlet, så de deltagende skoler kan drage fordel af forskningen.(www.lp-modellen.dk)

Skolens ledelse har i foråret 2010 været på informationskursus om LP-modellen og har i samråd med kommunens skoleafdeling og PPR besluttet, at Sophienborgskolen skal benytte sig af LP-modellen. Arbejdet med LP modellen vil være en naturlig videreførelse af det arbejde som skolen i forvejen har udgangspunkt i i forhold til Fælles Børn Fælles Ansvar.

Arbejdet med LP modellen vil direkte inddrage eleverne i en trivselsundersøgelse i 2011 4-7. klasse og gentages i 2014 for 4. – 9. klasse og  Herudover vil det være en måde at arbejde på som får indflydelse på alle medarbejdere. Modellen vil medføre et tættere samarbejde mellem skolens og SFO-ens pædagogiske personale og derfor arbejder skole- og SFO–ledelse i foråret 2010 tæt sammen om konstruktive måder til at få skabt mening og rum for samarbejde, hvilket bla. medfører at vi i skoleåret 2010/11 vil afprøve en anden skemalægning. Skemalægningen er fortsat i 2011 – 12 og indebærer at alle skolens elever møder kl. 10 om fredagen, dog undtagen 0. klasse. Rigtig mange familier har taget fredag morgen til sig som en fleksdag,  hvor børnene sover lidt længere. I SFO er der en særlig ordning, hvor børn fra 1-4. klasse kan læse eller bevæge sig, hvis de ikke har mulighed for at blive hjemme fredag morgen.


 

Videnscenter
(til top)
Videnscenteret er en vigtig del af skolens pædagogiske virksomhed. Det er placeret i direkte forbindelse med SFO og er tilgængeligt fra kl.7.00 til kl.17.00.  Det er bemandet i 26 ugentlige timer, og alle klasser har fået tildelt en ugentlig udlånstime. Herudover tilbydes små kurser i læsning og IT.

Centrets opgaver er mangfoldige:

  • Udlåne bøger til skolens elever både til brug i undervisningen og i fritiden
  • Inspirere og motivere børnenes lyst til læsning.
  • Støtte undervisning med alle slags undervisningsmidler
  • Rådgive og vejlede kolleger og elever.
  • Vedligeholde og udbygge skolens IT.
  • Lave IT support for alle skolens brugere. 

Centeret er indrettet og udstyret, så både børn og voksne kan søge, bearbejde og formidle kundskaber og informationer fra bøger og elektroniske medier. Vi stiller mange former for undervisningsmidler til rådighed for skolens brugere, herunder bøger, Av-udstyr og computere.
Børne- og ungdomslitteraturen og formidlingen heraf er en væsentlig del af centerets opgave. Samlingen af skønlitteratur er nu på et niveau, så vi stort set kan dække børnenes behov.  Desuden har vi materialer til skøn- og faglitterære læsekurser til alle klassetrin. Sammen med digitale tjenester kan den faglitterære samling dække kravene i alle fag.

I videnscenteret vil der være der skiftende udstillinger til inspiration for lærere og elever. Det kan være udstillinger af materialer til et bestemt tema, elevprodukter fra et temaarbejde eller billedkunsttimerne. Det kan også være udstillinger om aktuelle emner. Centeret skal afspejle de forskellige fag og være et sted, hvor man både kan hente oplevelser og hjælp.

I løbet af skoleåret vil centeret tage initiativ til forskellige aktiviteter og forløb, der alt efter tid og lyst kan bruges og udbygges i de enkelte klasser. I løbet af året indgår videnscentret i undervisningsforløb i de enkelte klasser. Vi prioriterer højt at inspirere og støtte elevernes virkelyst og faglige fordybelse, og vi inddrager børnene så meget som muligt.


 

Sundhed (til top)
Hillerød kommune har sat fokus på sundhed bla. i KRAM – projektet (kost, rygning, alkohol, motion).
Sophienborgskolens elevgruppe er generelt normalvægtige børn, der er glade for at røre sig og som bruger en stor del af pauserne på at løbe og have udelege.
Skolen fik i slutningen af 2007 tildelt en større sum fra den pædagogiske udviklingspulje under skoleafdelingen i Hillerød Kommune. Disse penge blev brugt til at indkøb en Spider – et elektronisk legetøj – og skolen sørgede så selv for etableringer heraf.
Skolen har i 2 år været med i projekt – sportsskole.

Skolebestyrelsen har i januar 2010 haft besøg af Frede Bräuner, der holdt foredrag om sammenhæng mellem sund kost, frisk luft, bevægelse og indlæring.
Skolen har haft udeordning for alle elever, dog med periodevise i undtagelser i et par klasser.

Med udgangspunkt i de rapporter, der er lavet om børn og pauser i det frie og af hensyn til erfaringer i forhold til slid på skolens inventar i indefrikvarter, samt lærernes mulighed for tilsyn er der fast udeordning for alle elever i alle pauser.


 


Udeskole
(til top)
Skolen har haft gang i projekt ’Udeskole’ i 3 år nu. Skolen ønsker fortsat at holde fast i denne skoletanke således at alle klasser i større eller mindre omfang arbejder med udeskoletanken, og skolen har da også prioriteret at efteruddanne en af skolens lærere til Naturfagsvejleder.

Målet er at vi inden for en årrække har forskellige områder i nærmiljøet hvor vi kan udvikle konkrete relevante undervisningsforløb, som skolens klasser kan bruge, og på den måde få andre med på udeskoletanken, om faget så har dansk, matematik, historie, kultur eller samfundsfag som udgangspunkt.
Som et særligt forsøg i 2011- 12 har en af skolens 5. klasser gang fået tildelt timer til at udvikle elevernes kreative evner indenfor matematik og naturfag.

En af de store udfordringer bliver nok at skabe kontakt til erhvervslivet i og omkring Hillerød, finde muligheder i hinandens kompetencer, og dermed øge mulighederne for at øge samarbejdet mellem skole og erhvervsliv.
I mindre målestok af Udeskolen deltager 0 årgang med henholdsvis skovuge / ekskursioner. Stave- og tabelstafet er også aktiviteter som inddrages i undervisningen på Sophienborgskolen.
Skoleledelsen skal i efteråret 2011 indlede et samarbejde med UU – vejleder med henblik på at skabe gode muligheder for samarbejde og praktikordninger med det lokale erhvervsliv.

 


Skolebestyrelsen
(til top)
Skolebestyrelsens har de første 5 år beskæftiget sig med principper for
skole – hjemsamarbejde, lejrskoler, klassedannelser, mobning, mobilpolitik og elevplaner, og alkoholpolitik.
Herudover har skolebestyrelsen i tæt samarbejde med ledelsen brugt tid på
ansættelser, skolens hjemmeside: www.sophienborg.dk og byggeri og ikke mindst skoleåbningen i oktober 2007. I januar 2008 havde skolebestyrelsen arrangeret en foredrags – og debataften med børneforsker Per Schultz Jørgensen. I januar 2009 besøgte John Halse skolen, i efteråret 2009 var bestyrelsen værter ved børnelitteraturaften og i januar 2010 lavede bestyrelsen som et kick – off arrangement en aften med Frede Bräuner om kost, bevægelse og indlæring.

Primo 2010 har skolebestyrelsen lagt kræfter i at få skabt grundlaget for stor interesse og mange kandidater til valget i april 2010.
Den nye skolebestyrelse med formanden i spidsen trådte hurtigt i arbejdstøjet i efteråret 2010 med henblik på at øve indflydelse på den nye skolestruktur i kommunen og i sidste omgang for at pege på argumenterne for at Sophienborgskolen fortsat er en selvstændig skole i Hillerød Kommune.
I efteråret 2011/12 skal skolebestyrelsen i samarbejde med skolens medarbejdere lægge grundstenene til skolens handleplan for trivsel.

 

Personalet (til top)
Skolens medarbejdere er karakteriseret ved, at alle kan vil og gider. Den kompetente medarbejder er en medarbejder, der både har evnen og viljen til det arbejde, der er omkring elevernes trivsel og faglighed.Elever lever i høj grad af, at de voksne, der er omkring dem har overskud. Sophienborgskolen har haft held med at tiltrække fagligt kompetent personale, der er robust og har mod til at udvikle sig sammen med folkeskolen og samfundet. Skolens personalegruppe er blandt andet karakteriseret ved at der ikke er sladder! At man respekterer at nogen evner noget bedre end andre og at det er udviklende at have et miljø, hvor vi videndeler med hinanden. Dette gøres bla. via lærermøder, hvor ca. halvdelen af tiden bruges til større temaer af pædagogisk / undervisningsmæssig

 


Skole – SFO
(til top)
SFO har udarbejdet sin egen virksomhedsplan. I Pædagogisk Råd har pædagoger og lærere arbejdet sammen omkring leg og bevægelse og Nonmarginalisering og i 2009 har vi i fællesskab arbejdet med værdier i børnehøjde, hvilket bla. resulterede i en beslutning om en fælles forside på årsplanerne.

 


 


Kvalitetsrapport
(til top)
I 2007 blev det et krav at alle kommuner skulle udarbejde en kvalitetsrapport. Hillerød kommune var hurtigt på banen og udviklede en IT-baseret udgave, som alle skoler så bidrog til med hver deres rapport. Al begyndelse er svær og derfor var der også i evalueringen af dette års kvalitetsrapport et par punkter at anke, men samlet set var det spændende læsning. Skolebestyrelse og skolens ledelse var samlet set tilfreds med Kvalitetsrapporten for Sophienborgskolen både i 2007 og 2008 og 2009 og 2010.

Skolebestyrelsen har understreget at de opfatter Sophienborgskolen som en god arbejdsplads, der giver plads til at lærere kan være forskellige og udfolde sig med det som de hver især brænder for - at skolen er et sted, hvor mangfoldigheden trives inden for de givne rammer.
Kvalitetsrapporten indgår i ledelsens samarbejde med forvaltning og er en af metoderne til at finde nye pejlemærker.

 

Læsning & Læsevejleder
(til top)
Læseundervisningen på Sophienborgskolen skal være af høj kvalitet.
Det primære ansvar for begynderlæsningen hviler på bh. kl. lederne og dansklærerne. Men udviklingen af læsning er et ansvar alle lærere skal påtage sig i samarbejde med læsevejlederen og ledelsen. Faglærere har pligt til at ’medundervise’ i læsning.

På dansk-fagmøderne vil der hele tiden blive drøftet læse-, skrive- og staveundervisning - både med hensyn til den nyeste forskning, materialer, didaktik og metoder.
Skolen skal have udviklet en hensigtsmæssig evalueringskultur på området. Her skal både medtænkes de kommunale krav, og den løbende evaluering den enkelte lærer foretager.

Forældrene skal være godt informeret omkring skolens arbejde med læsning, og de skal have information, og eventuel hjælp, til at kunne bakke op omkring læsningen derhjemme.
Sophienborgskolen har en uddannet læsevejleder. Læsevejlederen arbejder ud fra Hillerød kommunes Handleplan for læsning. (Findes på kommunes hjemmeside). Læsevejlederens overordnede funktion er at være med til at højne den generelle læseundervisning på Sophienborgskolen. Der arbejdes på to måder. For det første er læsevejlederen en serviceinstans for lærerne. Det vil sige læsevejlederen kan vejlede, foretage eksemplarisk undervisning, formidle det nyeste indenfor læseforskning og undervisningsmaterialer, og være behjælpelig med at tilrettelægge ny undervisning. Den anden side af læsevejlederfunktionen er at være med til hele tiden at sørge for der sker en udvikling på området. Dette gøres ved at værne om en konstruktiv dialog, vidensdeling og diskussion af læseområdet, ved at skaffe midler til kurser, og ved at være igangsætter for nye tiltag indenfor læseundervisningen.
Læsevejlederen beskæftiger sig med følgende:

  • Deltager i klassekonferencer
  • Indkalder til dansk-fagmøderne. Skriver dagsorden og referater af disse.
  • Gennemgår udvalgt faglitteratur/teorier på dansk-fagmøderne.
    (Så lærernes viden hele tiden opdateres)
  • Holder orden på alle materialer der knytter sig til danskfaget.
  • Står til rådighed med vejledning og bistand i forbindelse med danskfaglige problemstillinger.
  • Samarbejder med Specialundervisningen omkring hele tiden at højne kvaliteten af SU-arbejdet.
  • Forsøger at sikre en høj kvalitet i skolens undervisningsmaterialer til danskfaget.
  • Deltager i læsevejlederkonferencerne i kommunen.
  • Deltager i en læsekonference om året og fire læsefagdage – for selv at være ajourført.
  • Samarbejder med videncentret omkring forskellige aktiviteter i forbindelse med læsning og skrivning.
  • Kursusvirksomhed
  • Være til stede ved 1. forældremøde i 0., 1. og 3. klasse for at fortælle om læsefoldere fra skolen

Fokusområderne for 2011/12 er følgende:
Fortsættelse af "Læsning i fagene". Fortsættelsen omhandler ”Skrivning i fagene” (kursus)
Differentiering i indskolingen (kursus)
Evaluering – en opfølgning på det påbegyndte arbejde omkring portfolio
Nationale test – en videreudvikling/opkvalificering af brugen af de nationale test
Indholdet for læsedagene er endnu ikke på plads
Der foretages hvert år en evaluering af danskfagmøderne og læsevejlederens arbejde. Dette behandles på skoleårets sidste danskmøde.

 

Cooperative Learning (til top)
Cooperative Learning er en undervisningsstruktur, som kan bruges i alle fag på alle klassetrin i folkeskolen.

Cooperative Learning er på forhånd definerede samarbejdsmønstre, som tilsammen danner en samlet undervisningsstruktur, hvor eleverne samarbejder i disse mønstre/principper med henblik på at opnå læring.
Et vigtigt element i CL er udviklingen af de sociale kompetencer, og dette er noget vi på Sophienborgskolen vægter meget højt hos vores elever.

På Sophienborgskolen ser vi Cooperative Learning, som en af de bærende sten til fundamentet i vores daglige arbejde med skolens elever, både fagligt og socialt.
Mange af skolens lærere har været på kursus i skoleåret 2008/2009 og endnu en gruppe af skolens lærere har deltaget i kursus i metoden i skoleåret 2009/2010.

 

Skolestart (til top)
I forbindelse med indskrivning af kommende børnehaveklasser afholder skolen en række aktiviteter for forældre / elever og de børnehaver som leverer elever til skolen.

Læs mere om skolestart

 

Specialundervisning (til top)
Skolen råder over fagligt kompetente undervisere i specialundervisningscenteret. Grundlæggende er skolens traditionelle specialundervisning delt i 2 områder
1: Forebyggende
2: SU af enkelt barn eller et hold.
SU lærerne har ansvaret for de kommunale test som er påbudt. De nationale test styres på Sophienborgskolen af IT– vejlederen. De større test som gennemføres indgår i de årlige klassekonferencer mellem årgangsteam, læsevejleder og ledelse.

Ud over den traditionelle specialundervisning har skolen to medarbejdere, som arbejder med AKT (adfærd, kontakt, trivsel).Herudover screener vi i løbet af efteråret alle elever i 0. klasserne med henblik på at spotte om nogen af børnene har behov for motorisk træning. Motorisk træning gives også som et tilbud til udvalgte elever på de ældre klassetrin.
Som en del af særlig undervisning har Sophienborg Skoleskak på programmet.

Specialundervisning

 


To-sprogundervisning
(til top)
To-sprogundervisningen henvender sig til de af vore elever som har et andet sprog end dansk som hovedsprog i hjemmet. Undervisningen foregår primært i barnets klasse, eller et eller flere børn får intensiv undervisning uden for klassen. Skolen vil i skoleåret 2010/2011 primært fokusere på læseforståelse med elever fra 2. klasse og opefter

Undervisning i dansk som 2. sprog henvender sig primært til de af vore elever som har et andet sprog end dansk som hovedsprog i hjemmet. Undervisningen foregår primært i barnets klasse, eller et eller flere børn får intensiv undervisning uden for klassen. Lærerne arbejder med begrebsforståelse, læseforståelse og kultur. Som noget særligt har vi i skoleåret 2010-11 og 2011 – 12 valgt at bruge en musisk tilgang i en del af undervisningen, der foretages af en af skolens dygtige musiklærere.

Skolen afholdte i foråret 2011 et særligt forældremøde, hvor skolens ledelse, skolens koordinator Thaner Nørbygaard og forældre til elever af anden etnisk baggrund end dansk deltog. De fremmødte udtrykte begejstring for den slags møder og ønsker et nyt møde af samme type.
For at styrke fagligheden omkring vores 2 sprogede elever har skolen prioriteret, at 6 af skolens medarbejdere i skoleåret 2011 -12 deltager i et større kursus omkring tosprogethed..

Dansk som 2. sprog

 


IT (til top)
Brugen af IT skal være en integreret del af undervisningen på Sophienborgskolen. Skolen har elektroniske tavler og adgang til PC’er i alle klasser, derudover er der trådløst netværk på hele skolen så eleverne også kan medbringe egne PC’er og andre enheder med netadgang. Skolen har et nært, ikke kommercielt, samarbejde med Microsoft Danmark og Smartboard omkring videndeling. Skolen gør i vid udstrækning brug af digitale og netbaserede undervisningsmidler.
Det er skolens mål at elever og lærere skal kunne anvende teknologiske hjælpemidler i deres indbyrdes kommunikation og kunne lave undervisningsforløb, hvor de muligheder, som pc’er, mobiltelefoner, digitalkameraer o.l., giver dem, bliver en naturlig del af undervisningen. Dette forudsætter dog, at alle elever har nogle grundlæggende kompetencer i brugen af IT.

Dette sikres gennem en målrettet IT undervisning i indskolingen og anvendelse af pc’er der arbejder i netværk. Eleverne vil blive undervist i:

  • at anvende tekstbehandling på brugerniveau,
  • at anvende regneark på brugerniveau,
  • at anvende præsentationsprogrammer på brugerniveau,
  • billed- og informationssøgning på Internettet,
  • at lave en simpel hjemmeside,
  • kendskab til Elevintra,
  • at optage og redigere film,
  • at bruge digital kamera, video, mobiltelefon, scannere og andet PC relateret hardware. 


Lærere kan få hjælp fra skolens IT-vejledere enten som interne kurser eller med direkte støtte i undervisningsforløb.
Fra 4. klasse forsætter IT undervisningen, som selvstændige kurser, der kan specialisere eleverne inden for forskellige IT kompetencer f.eks. 3D grafik, programmering, billedbehandling, lyd og andre specialområder.

Et af hovedområderne på mellemtrinnet er medieundervisningen, hvor eleverne i forbindelse med danskundervisningen skal producere egne mediefortællinger.
Det er skolens mål, at eleverne kan komme til at arbejde med IT på en måde, der gør pc' en til et lige så naturligt værktøj som penalhuset.

 


Elevplaner/evalueringskultur (til top)
Lærer eleverne det vi tror de gør?
Skolens lærere har i fællesskab udarbejdet en skabelon som danner udgangspunkt for elevplanen fra 1. klasse og opefter. På Sophienborgskolen skal elevplanen ses og forstås i sammenhæng med skole- hjemsamtalen og kan således ikke stå alene.

 

Fælles mål (til top)
Alle fag på Sophienborgskolen tager sit udgangspunkt i Nye Fælles Mål fra
Undervisningsministeriet.

www.faellesmaal.uvm.dk


 

Skolekoncert/kor (til top)
I juni 2009 debuterede vi med et brag af en skolekoncert, hvor et kor af alle elever fra 0. – 4. klasse opførte Konen i Muddergrøften sammen med et professionelt orkester. I foråret 2011 lancerede vores musiklærer Jens Peter endnu en stor koropsætning, hvor alle børn 0 – 3. klasse stod på scenen. Denne gang blev det suppleret med åbent hus, hvor man kunne se, hvilke forrygende kreative udfoldelser, der bla. har været i billedkunst og håndarbejde.

 

Elevrådet (til top)
I skoleåret 2010 /2011 er der etableret et elevråd på Sophienborgskolen. I januar 2010 deltog elevrådet for første gang i skolebestyrelsesmøde.
Elevrådslæreren har især haft fokus på, at elevrådet har koncentreret deres arbejde omkring meget konkrete indsatser.
Således har elevrådet været særdeles aktive i forhold til motionsdag og sommertrivselsdag for de ældste elever
Ved de fleste skolebestyrelsesmøder deltager 2 af de ældste elever fra elevrådet i starten af mødet.

 

Årsplaner (til top)
Der udarbejdes skriftlige årsplaner for alle fag og klasser. Alle årgange har samme skabelon som forside, hvor skolens værdier præsenteres i børnehøjde. Årsplanen lægges på Intra og kommenteres på skoleårets første forældremøde.
Ud over det faglige og den almene socialisering har vi særligt fokus på at vore elever oparbejder evne til at skabe og indgå i relationer.
Vi arbejder hen imod at eleverne skal kunne møde alle slags mennesker med et konstruktivt overblik- og dermed kunne begå sig og kommunikere i mange forskellige sammenhænge.

 

Udvalgte fokus– og indsatsområder (til top)
LP
Nonmarginalsering
Cooperative Learning
Sundhedsfremmende aktiviteter, herunder bevægelse
Udeskole
Læsning

Bæredygtig overbygning for 6. – 9. klasse

Byggeri