Forside > Ledelse > Årsberetninger
Årsberetninger
Årsberetning 2008/09
Sophienborgskolen
Generelt om skolebestyrelsen
Sophienborgskolens bestyrelse er en velfungerende gruppe, som mødes med skoleledelsen hver måned og diskuterer rammerne for skolens drift.
Skolens elever vil i løbet af det kommende skoleår få hjælp til at etablere et elevråd, som bliver repræsenteret med 2 pladser i skolebestyrelsen, som desuden består af de valgte forældrerepræsentanter, en repræsentant for skolens lærere samt skoleledelsen.
Skolebestyrelsen (SKB) har vores egen side på skolens hjemmeside, hvor man kan se hvad vi hedder, hvordan vi ser ud og hvordan vi kan kontaktes på telefon eller e-mail: http://www.sophienborg.dk/bestyrelse.asp
Skolebestyrelsen er medlem af interesseorganisationen Skole og Samfund.
Formanden deltager sammen med kommunens øvrige skolebestyrelsesformænd i løbende dialoger med byrådet og forvaltningen omkring Hillerøds nuværende og fremtidige skolevæsen.
Skolebestyrelsen deltager desuden i Ullerødgruppen, der består af lokale institutioner, kirke og Brugsen m.v. i Ullerød. Gruppen koordinerer små og store initiativer til gavn for bydelen og dens borgere.
Bestyrelsesmødernes struktur
SKBs formand fungerer som ordstyrer, og møderne har karakter af en åben og engageret dialog i gennemgangen af de programsatte punkter.
Dagsordenens består dels af en række faste punkter, som vi har valgt at gennemgå på alle møder. Det gælder løbende beretninger fra formanden, skoleledelsen og SFO (incl status på budget) samt status og beslutningsoplæg fra de nedsatte udvalg. SFO leder deltager med mellemrum på bestyrelsesmøderne. Dertil kommer emner som tages op efter behov, interesse eller i forbindelse med den løbende planlægning af skolens drift og aktiviteter.
På alle møder skrives referat, som efterfølgende lægges ud på skolens hjemmeside.
Skolebestyrelsens aktiviteter i 2008/09
SKB har i årets løb afholdt 11 bestyrelsesmøder. På møderne har vi også haft besøg af engagerede elever og lærere, som har givet os mange værdifulde inputs omkring:
- Trivselsarbejde v/repræsentanter fra 4.A og 5.A,
- Læsevejledning v/Line Flege,
- 2-sprogs undervisning v/Thaner Nørbygaard, og
- Sundhed v/Maria Josiassen
Vi er begyndt at afholde uformelle møder med interesserede forældre forud for de fleste bestyrelsesmøder. Dette har været en fin lejlighed til at få forslag og idéer, samt et godt indblik i hvilke behov der rører sig blandt forældre til skolens elever.
Tidspunkter og datoer for møderne kommunikeres løbende på hjemmesiden og email.
Vi har i skoleårets løb truffet beslutning om en alkoholpolitik for skolen. Desuden har SKB deltaget i ansættelsessamtaler for nyt personale i skolen og SFO, udvalgsarbejde omkring større emner samt dialogmøder og skolekonference med Hillerød Kommune.
Endelig stod skolebestyrelsen bag en særdeles velbesøgt foredragsaften med John Halse, som den 15/1-09 kom forbi og fortalte om Børn og Unges sprog. Vi glæder os til at følge op med flere spændende og inspirerende arrangementer i det nye skoleår, og lægger ud med en foredragsaften om børnelitteratur den 17. september 2009.
Nedsatte udvalg
Ved skoleårets udgang har skolebestyrelsen 5 arbejdende udvalg:
- Mobilpolitik (opdatering) - Steen, Malene og Jørgen Møller (SFO)
- IT & Internet politik - Ole og Christian
- Trafik forhold - Christina, Malene og Christian
- Trivselsambassadører - Håkon og Bruno
- Sundhedspolitik - Christina og Håkon
Udvalgene oprettes og lukkes løbende efterhånden som emner oprettes eller afsluttes.
Begivenheder i skoleåret 2008/09
Motion og idræt
Bevægelse har været på skolens dagsorden i det forgangne skoleår.
5. klassen har i løbet af året haft Naturidræt som tilbagevendende tema, og skolen deltog på Skolernes Motionsdag 10. oktober og arrangerede efterfølgende Gymnastikkaravane den 25. november.
Projekt ”Idræts-SFO” har også sat fokus på fysisk udfoldelse i SFOen, og efter sommerferien opstartes projekt Skolesport.
Musik
I årets løb har skolens elever optrådt på bl.a. Sophienborg plejehjem og i forbindelse med Børnekulturdagene, ligesom der har været koncert med bandet ”Muleskinners” i april. Den 10. juni holdt vi skolens første Forårskoncert, hvor alle skolens klasser ydede et stort bidrag til opførelsen af ”Konen i muddergrøften”. Vi håber, at Forårskoncerten kan blive en god og stærk tradition på Sophienborgskolen som en årligt tilbagevendende begivenhed.
Efter sommerferien udvider skolen med en ekstra musiklærer, og vi glæder os samtidig meget til at kunne tilbyde skolekor for alle interesserede elever i det nye skoleår.
Flere traditioner
I december måned har lærere og elever (naturligvis) holdt julesamlinger og fejret adventen hver uge, ligesom 3.-klasserne traditionen tro gik Luciaoptog. I februar holdt indskolingen en festlig fastelavn med mange flotte og fantasifulde kostumer, mens 4. og 5. klasse holdt fastelavn med tøndeslagning i klubben.
Endelig har eleverne holdt et væld af spændende udstillinger i Videnscenteret i løbet af skoleåret, og vi opfordrer alle forældre og andre interesserede til løbende at holde øje med de mange af elevernes aktiviteter der vises frem i Videnscenteret.
Faglige temadage
I september holdt skolen Naturfaglige temadage med deltagelse af alle klasserne, med henblik på at skærpe elevernes interesse og nysgerrighed indenfor de naturvidenskabelige fag.
Senere har skolen afholdt Læsefagdage i maj måned, hvor der blev sat ekstra opmærksomhed på at stimulere læsefærdighederne på alle klassetrin, udover skolens i forvejen meget store fokus på området.
SFO
Vi har været glade for at kunne byde Jørgen Møller hjerteligt velkommen som vores nye leder af SFO og klub. Vi oplever, at begge afdelinger sprudler af sjove og gode tiltag i elevernes fritid.
Skoleåret 2008/09 blev også året hvor I-portalen gik i luften, bl.a. til elektronisk afkrydsning og kommunikation mellem SFO og forældrene, hvilket har lettet personalets arbejde hermed væsentligt.
Byggeri
Der bygges nu på fuld damp, og bygningen til mellemtrinnet ventes at stå klar i god tid før skoleåret 2010/11 starter. Året efter færdiggøres udskolingen, som også vil indeholde faglokaler. I mellemtiden låner vi faglokaler m.v. på vores naboskoler.
Selvom det ikke er optimale undervisningsvilkår for elever og lærere, glæder vi os over at vi tilsyneladende helt kan undgå undervisning i pavilloner, mens der bygges.
(Ikke et ord om) Besparelser
Der har været megen medieomtale af kommunens trængte økonomi, og de nye økonomiske vilkår har ikke gjort det lettere at drive skole. Heldigvis har vi en kreativ skoleledelse, lærerstab og pædagogisk personale, der løbende har haft energi og talent til at finde gode løsninger på udfordringerne. Flot! Vi skylder jer alle en stor tak for den store daglige indsats og flotte resultater, og vil følge udviklingen i de økonomiske betingelser meget nøje i det kommende skoleår (der samtidig er kommunalt valgår!)
Engagerede forældre og familier
Sophienborgskolen er positivt præget af et generelt stort engagement fra elevernes familier, som dagligt er synlige på og omkring skolen. Tak til alle jer som bidrager til trivslen gennem forældreråd, deltagelse i børnenes skoleliv, et smil når I afleverer poderne om morgenen, og meget andet.
Fokusområder for bestyrelsen i 2008/09
SKB vil prioritere vores fokus på især følgende nøgleområder:
- De nedsatte udvalg, vil arbejde videre med nye politikker og opdatering af de eksisterende, herunder mobilpolitikken
- IT-udvalg (nyt), som vi vil etablere efter sommerferien, for at forbedre overblik og funktionalitet af I-portal, forældre-/elevintra, hjemmesiden, passwords, skoleporten osv.
- Igangsætning af Projekt Trivselsambassadører, som handler om at inddrage forældre m.fl. aktivt i store og små aktiviteter, som har lyst til at bidrage med aktiviteter der styrker elevernes trivsel, og en god ånd på tværs af klasser og alderstrin.
- Værdier i børnehøjde. Skolens ledelse og ansatte har påbegyndt at arbejde med, hvordan skolens værdier kan forankres blandt eleverne. Vi vil i det nye år følge dette spændende tiltag, som naturligt vil drage fordel af, at vi får et elevråd repræsenteret i skolebestyrelsen.
- Byggeri og økonomi, som får særdeles stor betydning for Sophienborgskolen i de kommende år
- Cooperative Learning, som er anvendt allerede i det forgangne skoleår
- Planlægning af skoleåret 2010/11, herunder timeplaner og virksomhedsplan
Det kommende skoleår 2009/10
Skolen vil i det nye skoleår gå op til 6. klasse.
Første skoledag er mandag den 10. august 2009, hvor vi byder de to nye børnehaveklasser og familier hjerteligt velkommen!
Vi vil også byde velkommen til skolens tre nye lærere:
- Heidi Houmann Pedersen,
- Tilde Gylling Bender, og
- Henrik Grum Jensen
Det nye skoleår er samtidig valgår, idet der er valg til skolebestyrelsen!
Vi opfordrer ALLE, som er interesseret i at arbejde for Sophienborgskolens fortsatte succes, til at stille op til valget, som finder sted i første halvår 2010, hvorefter den ny skolebestyrelse vil træde sammen med virkning pr. 1. august 2010.
Der udsendes separat information herom i løbet af det nye år.
Med ønsket om at I alle har haft en god, varm og rekreativ sommerferie!
P.v.a. Skolebestyrelsen,
Christian Pedersen-Bjergaard
Formand
|